Kessler afviser pengehunger og drømmer om VM-bælte

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Hvis hans comeback som bokser handlede om penge, skulle Mikkel Kessler nok erkende det, siger han.

Mikkel Kessler kan udmærket forstå, hvis der er nogen, der tænker, at det er et fuldkommen vanvittigt projekt, han har kastet sig ud i.

– Ja, selvfølgelig, siger han og bryder ud i et stort grin.

Ved et pressemøde i et tv-studie hos Viaplay på Amager annoncerede den tidligere verdensmester torsdag sit comeback til professionel boksning i en alder af 47 år – 13 år efter sin seneste kamp.

– Jeg ville da også selv tænke, at det var vanvittigt, hvis der var en eller anden, der kom frem efter 13 år og troede, at han kunne noget, siger Mikkel Kessler, mens han griner færdig.

– Men dem, der kender mig og har fulgt med, vil vide, at jeg altid har været seriøs og sund. Jeg har altid holdt mig i form, og jeg ligger ikke langt fra min vægtklasse og har aldrig gjort det. Derfor vil dem, der kender mig, godt kunne forstå mig, siger Mikkel Kessler.

Ved presseseancen torsdag blev det også hurtigt et tema, om ikke det bare handler om, at Mikkel Kesslers pengetank er tom, og at en genopstået boksekarriere kan være en hurtig smutvej til nye penge.

Men den påstand tæver han knastørt til tælling.

– Det har været vigtigt for mig at få en rigtig kamp og ikke bare sådan et lille nummer med en eller anden youtuber. Det kunne jeg godt have gjort, men så havde jeg stillet mig op og sagt: “Jeg gør det for pengene”. Så ærlig er jeg og har altid været det.

– Men jeg vil ikke have youtubere, gamle sportsmænd, fodboldspillere eller håndboldspillere, siger han.

Mikkel Kesslers promotor, Kalle Sauerland, fortalte torsdag, at der gennem årene har været masser af tilbud om showkampe, og tyskeren gør sig sågar i at stable den slags arrangementer på benene.

Men Mikkel Kessler har takket nej til alt, og siden han kontaktede Kalle Sauerland for 18 måneder siden for at genoptage karrieren, har youtubere, influencere og spandevis af millioner ikke været et tema, lyder det fra hovedpersonen.

– Kalle har sagt, at jeg kunne få mange flere penge ved at møde en eller anden youtuber. Jeg ved ikke engang, hvor mange penge jeg kommer afsted med fra den her kamp. Og det kan endda være, at det ikke er særlig meget.

– Min drøm er helt egoistisk, at jeg vil se, om jeg som 47-årig kan være med. Og det er jeg jo meget, meget nervøs over, men det er det, det handler om for mig. Og forhåbentlig kan vi tage det videre til en større scene, siger Kessler.

Spørgsmålet er så, hvad Mikkel Kesslers fysik og helbred kan bære. Gennem karrieren har han bøvlet med blandt andet diskusprolapser og dårlige albuer, og i sin kamp mod Carl Froch i 2010 pådrog han sig en øjenskade, der har ført til dobbeltsyn. Noget, han stadig bøvler med.

– Det har jeg haft i 15-16 år. Det er, når jeg kigger ned. Når jeg kigger op, er der ikke noget. Men hjernen vænner sig til det, jeg har været til tusind øjenlæger, og det generer mig ikke, siger han.

Hvis det står til Mikkel Kessler, så skal kroppen heller ikke kun klare én boksekamp. Drømmen er at få fat i et af VM-bælterne. Men han kan ikke forholde sig til, hvordan det skal lykkes.

– Jeg vil gerne op på den store scene, men det er svært at komme derop. Og i mit hoved kan jeg kun tænke på én kamp ad gangen. Jeg ser frem til den her kamp og skal gøre mit bedste for ikke at få skader eller blive syg, hvilket jeg virkelig frygter.

– Jeg skal i hvert fald ikke ud at løbe i de svenske skove uden at være pakket fuldstændig ind, siger han igen med et grin og med henvisning til, at han i 2017 måtte droppe sine comebackplaner, efter at han blev bidt af en flåt og fik borrelia.

Siden Mikkel Kesslers seneste boksekamp har han fået fire børn, og hjemmefronten har da også fyldt meget i snakkene om comeback.

– Jeg er glad for, at fruen støtter mig i det. Det er en vanvittigt vigtig ting, og det havde ikke kunnet lade sig gøre uden, siger Mikkel Kessler.

Han bokser sin comebackkamp 28. november i Brøndby Hallen mod amerikanske Bernard Joseph, der har et noget broget cv. Han har således tabt tre af sine seneste fire kampe.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce