Seks gange narkokørsel, fem gange fart og en gang vold mod politi: Nu skal kvinde i fængsel

En 36-årig kvinde fra Ishøj fik onsdag en fængselsdom på syv måneder for overtrædelser af færdselsloven, vold mod en betjent og trusler mod en kommunalt ansat. Af de syv måneders fængsel blev de fire dog gjort betinget.

Kvinden var tiltalt for på lidt under et år at have kørt bil seks gange, selv om hun var påvirket af hash eller amfetamin. I fem tilfælde var hun blevet taget for at køre for stærkt – flere gange med en overskridelse på mere end 30 procent af den tilladte hastighed. 

Det skriver Københavns Vestegns Politis anklagemyndighed i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: 29-årig mand kørte vanvidskørsel med 17-årig pige på passagersædet: Nu er han bag tremmer

I alt var kvinden tiltalt for 31 forhold, og hun blev dømt for de 30 af forholdene – heriblandt vold mod en politimand og trusler mod en kommunalt ansat. 

Hun blev idømt en kombinationsdom på tre måneders ubetinget og fire måneders betinget fængsel – med vilkår om 100 timers samfundstjeneste og tilsyn af kriminalforsorgen.

Derudover fik kvinden en bøde på 18.500 kr., og hun blev frakendt førerretten ubetinget i 10 år.

LÆS OGSÅ: To biler kørt frontalt sammen: Melding om fastklemte

Mange af overtrædelserne af færdselsloven skete, hvor kvinden kørte bil, selv om hun også tidligere var frakendt førerretten. Derfor valgte retten at konfiskere kvindens to biler.

”Den 36-årige kvinde har gentagne gange kørt bil med amfetamin og hash i blodet på bekostning af andre medtrafikanters sikkerhed – også selvom hun var frakendt førerretten. Retten har nu dømt kvinden til fængsel, frakendelse af førerretten og konfiskeret hendes biler. Det viser, at så grove overtrædelser af færdselsloven naturligvis har konsekvenser”, siger sagens anklager, Carl Riisgaard, i pressemeddelelsen.

Kvinden modtog dommen.