19. jan. 2023 - 17:05

29-årig mand kørte vanvidskørsel med 17-årig pige på passagersædet: Nu er han bag tremmer



Retten i Aarhus valgte torsdag at varetægtsfængsle en 29-årig mand, som onsdag aften blev anholdt for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed, for narkokørsel, for ikke at have fulgt politiets anvisninger og for en række færdselsforseelser.

På passagersædet befandt sig en 17-årig pige, som manden er i familie med. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Onsdag kl. 21.42 måtte en af politiets patruljevogne bremse hårdt op i en rundkørsel, da den 29-årige mand kom kørende i høj fart mod færdselsretningen op ad en tilkørselsrampe i Lystrup nord for Aarhus.

LÆS OGSÅ: Færdselsuheld på motorvej: Der er pivglat

Betjentene satte blink og sirener til, men i stedet for at standse satte bilisten farten op og kørte nu ned ad frakørselsrampen ud på Djurslandmotorvejen, hvor han kørte mod færdselsretningen i østlig retning. 

Patruljen kørte efter, men holdt sig i nødsporet, mens bilisten fortsatte med en hastighed vurderet til mindst 150 km/t.

Den 29-årige trak fra politiet, men de nåede at se, at han kørte op ad en tilkørselsrampe ved afkørsel 17 i Hjortshøj. Her mistede han kontrollen over bilen og ramte ind autoværnet på den østlige side af Mejlbyvej. 

LÆS OGSÅ: Solo-uheld på motorvej: 39-årig mand fløjet på Rigshospitalet

Hverken den 29-årige mand eller den 17-årige pige kom alvorligt til skade i den forbindelse.

Ud over de allerede nævnte ting blev manden også sigtet for overtrædeles af knivloven, fordi han havde en kniv på sig, da han blev anholdt.

Bilen var ikke mandens egen, men den konfiskerer politiet, når de en gang har fundet frem til ejeren.

Ved grundlovsforhøret erkendte manden alle forhold, men han tog forbehold for at kære varetægtsfængslingen, som lød på fire uger.



ANDRE LÆSER OGSÅ