Den gigantiske fastfoodkæde er klar med endnu en restaurant. Med udvidelsen bliver det den sjette af slagsen i Danmark.
Nu åbner endnu en fastfoodrestaurant i København.
Den kommende restaurant er dermed kædens stjette i Danmark. Alle seks fastfoodrestauranter er dog placeret på Sjælland, hvorad tre er i København.
“Placeringen her er ideel for os. Hele det her område har været og er under udvikling, så det er en god beliggenhed, som vi glæder os til at kunne tilbyde en burger fra,” har Martin Birch, head of development, tidligere sagt til Københavnliv.
Det drejer sig om den svenske fastfoodkæde Max, der har 156 restauranter i Sverige.
Og med tilføjelsen af endnu en Max-restaurant, fortsætter den populære restaurantkæde sin ekspansion her til lands.
Fastfoodrestauranten slår dørene op i bunden af beboelsesejendommen Kaktustårnene på Dybbølsbro ved indkøbscentret Fisketorvet.
Her findes der også metrostation, Ikea og fjernbusstation i nærheden
Max åbnede sin første danske restaurant på Gammeltorv i København i 2013. Siden er der også åbnet restauranter på Hovedbanegården og i Herlev, Ishøj og Ringsted.
Dengang var meldingen dog, at kæden skulle være landsdækkende med 40 restauranter.
Den kommende Max-restaurant åbner onsdag den 27. november klokken 10.