Regeringen vil fjerne en region

SVM-regeringen ønsker at lægge Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen, så Danmark fremover kommer til at bestå af fire regioner i stedet for fem.

Det er en af de store ting i regeringens udspil til en sundhedsreform, som onsdag bliver præsenteret ved et pressemøde i Statsministeriet på Christiansborg.

Ifølge udspillet er der tre centrale elementer, som er en lægereform, en behandlingspakke til kronisk syge samt flere nære sundhedstilbud.

– Der skal ikke være færre sygehuse rundt i landet, men det handler om at styrke dem, siger statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde i Statsministeriet på Christiansborg.

Hun er flankeret af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Et element i udspillet er en bedre fordeling af sygehuslæger. Netop Region Sjælland har store problemer med lægemangel, fordi en stor del af sygehuslægerne arbejder på sygehuse i de store byer.

Hvis Region Sjælland og Region Hovedstaden ender med at blive lagt sammen, vil den nye region tilsammen have næsten halvdelen af Danmarks cirka 5,9 millioner indbyggere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

De tre øvrige regioner vil fortsat være Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger, at “for 20 år siden var vi et sted, hvor det at få en kræftdiagnose stort set var som at få en dødsdiagnose”.

Dengang var løsningen at lave kræftpakker og en strukturreform, hvor ansvaret blev samlet, og der blev lavet særlige patientrettigheder.

Men siden da er der kommet flere patienter, og antallet af læger er ikke fulgt med.

– Det har længe stået klart, at vi har brug for at tage det næste skridt, hvor vi fastholder de resultater, vi har, men sørger for, at det kan holde, siger han.

Regeringen vil også skabe 17 nye sundhedsråd i regionerne. Rådene skal bestå af politisk valgte personer i både regionsrådene og byrådene i de kommuner, der indgår i sundhedsrådets geografiske område.

Det bliver sundhedsrådenes ansvar at implementere regeringens initiativer.

Desuden vil regeringen blandt andet sørge for, at der bliver optaget flere studerende på lægeuddannelserne i Esbjerg, Aalborg og Køge.

Til samme pressemøde kom det frem, hvor mange læger regeringen vil have i 2035.