For at ramme bandemedlemmer hårdere skal domstole kunne smide kriminelle ud af deres almene boliger, mener K.
De Konservative vil med nye forslag forsøge at fjerne kriminelle fra deres hjem og område, hvis de dømmes for personfarlig kriminalitet.
Det fortæller retsordfører Mai Mercado i et interview med Berlingske.
Formålet er særligt at ramme bandemedlemmer hårdere.
– Det er vidtgående, men det er nødvendigt, for vi kan se, at bandekriminaliteten hele tiden udvikler sig, og vi bliver nødt til at ramme dem der, hvor de synes, at det er værst, siger Mai Mercado til avisen.
Konkret vil partiet ændre loven, så domstole skal tage stilling til, om skyldige i personfarlig kriminalitet af grov karakter skal smides ud af deres almene bolig, hvis de bor sådan.
Dertil skal der udstedes flere opholdsforbud til dømte kriminelle, som skal håndhæves med en fodlænke, der monitorerer deres ophold geografisk, skriver Berlingske.
Det er allerede muligt at smide dømte kriminelle ud af almene boliger.
Men det er en beslutning, der skal træffes af de almene boligselskaber, og det kan være et for voldsomt ansvar. Mai Mercado frygter, at boligselskaberne kan udsættes for pres og trusler.
Derfor skal beslutningen træffes af domstolene, mener partiet.
Mai Mercado fortæller, at en ny praksis som foreslået også vil kunne ramme kriminelle, der ikke er medlem af en bande.
Men for bandemedlemmer skal domstolene tage stilling til skridtet hver gang, lyder det.
Når en dømt efter afsoning er smidt ud af sin almene bolig, skal vedkommende heller ikke kunne hænge ud i det område, kriminaliteten er begået i.
Det forbud skal håndhæves af en såkaldt omvendt fodlænke, der skal vise politiet, om den dømte opholder sig i det forbudte område.