Politiet med advarsel til danskerne i dag: ‘Det skal I ikke gøre’

Kørsel i nødsporet uden lovlig grund kan udløse bøde på 2000 kroner og klip i kørekortet

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer på det sociale medie X bilister, som holder i kø på motorvejen mod den tyske grænse, mod at køre ud i nødsporet, da det udløser bødestraf.

Ifølge den seneste opdatering fra Vejdirektoratet, som er udsendt lørdag klokken 09.38, er der mere end en times køkørsel i sydgående retning fra afkørsel 75 Bov mod grænsen ved Frøslev.

Flere bilister har efter alt at dømme valgt at se stort på færdselslovens bestemmelser for at slippe for at holde i kø.

– I forbindelse med køen på motorvejen får vi flere anmeldelser om kørsel og ophold i nødsporet. Vi skal på det kraftigste anmode om at følge færdselsloven og fjerne sig derfra, skriver politiet på X.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Billederne i artiklen er fra lørdagens grænsekontrol af tysk politi ved Frøslev – men det er dansk politi, der advarer om at køre i nødsporet

Politiet oplyser, at en overtrædelse om reglerne for kørsel i nødsporet, kan udløse en bøde på 2000 kroner. Derudover udløser en overtrædelse et såkaldt klip i kørekortet.

Det betyder dog hverken, at medlemmer af politietaten eller dommerstanden kommer anstigende med en saks eller tilsvarende.

Men overtrædelsen hører til den gruppe af overtrædelser, som ved den tredje overtrædelse inden for en given tidsperiode vil udløse en frakendelse af førerretten. Det samme gælder eksempelvis for større fartforseelser.

Køen på motorvejen mod grænsen skyldes, at tysk politi på grund af den igangværende EM-slutrunde i fodbold har indført en midlertidig grænsekontrol.

Lørdag er den første dag i skolernes sommerferie, og derudover har mange sat kursen mod Dortmund i Tyskland, hvor Danmark lørdag aften skal forsøge at slå tyskerne i fodbold og avancere til kvartfinalen ved EM.