Politiet kalder det en grov sag: Mand er mistænkt for brand-stiftelse

Nordjyllands Politi offentliggør et foto af en mand, som de mistænker for brandstiftelse natten til onsdag.

Baggrunden er, at en ukendt mand har forsøgt at anstifte en brand i en baggård på adressen C.W. Obels Plads 3B i Aalborg.

Politiet har følgende signalement af den mand, som de har under mistanke:

Mand, 40-50 år, lys i huden, spinkel til almindelig af bygning, 185-190 cm høj, kort, mørkt hår med ‘måne’, iført blå vindjakke, lange bukser, sneakers med skrå striber på siderne og medbragte en stor, mørk rygsæk og en taske.

“Der er tale om en grov sag, som vi tager meget alvorligt. Branden blev hurtigt opdaget og slukket, men det er vores umiddelbare vurdering, at der kunne have været menneskeliv i fare, hvis ilden havde fået lov at udvikle sig. Vi håber, at der sidder nogen derude, der kan genkende manden ud fra billederne,” siger politikommissær Carsten Straszek, der leder politiets efterforskning.

“”Vi har indsat ekstra patruljer i området, der holder skærpet tilsyn, og der efterforskes intensivt med henblik på at udfinde gerningsmanden.” siger Carsten Straszek til politiets hjemmeside.

Der kan ses flere billeder af den efterlyste mand herunder:

Har man oplysninger i sagen, kan man ringe på telefonnummer 114.

(Opdatering fredag kl. 16.36: Nordjyllands Politi oplyser, at de har anholdt en mand, som de mistænker for at have begået forbrydelsen. Billederne er derfor fjernet her fra siden)