I mere end 30 år underholdt Ørkenens Sønner danskerne iført fez og smoking på tværs af landet. Logebrødrene har dog været væk fra de skrå brædder, ligesom halvdelene af gruppen har trukket sig. Nu vender Ørkenens Sønner alligevel tilbage, lyder det.
Niels Olsen, Asger Reher, Søren Pilmark og Henrik Koefoed.
Det var de fire hoveder, der gennem mere end 30 år underholdt danskere som logebrødre i gruppen Ørkenens Sønner.
Det blev til ti shows, hvor kvarteten sang og spillede sig ind i danskernes hjerter, inden der i starten af 2025 var forlydender om, at gruppen var i opløsning.
Her lød det først fra Niels Olsen, at Asger Reher havde sagt stop.
Sidenhen er det kommet frem, at Henrik Koefoed har gjort det samme.
Nu genopstår Ørkenens Sønner dog alligevel af ørkensandet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var i en video på Facebook, at de to tilbageværende medlemmer, Niels Olsen og Søren Pilmark, først teasede for et comeback.
Onsdag postede de så en video på Ørkenens Sønners Instagram-side, hvor det blev officielt.
‘Ja, fezerne har fundet nye hoveder. Følg med… i morgen afslører vi det hele!’
Hvem er de nye sønner?
I videoen kan baghovederne af de nye medlemmer ses, og det er muligvis ikke verdens største hemmelighed, hvem det drejer som.
I kommentarsporet er mange i hvert fald overbeviste om, at det drejer sig om Rasmus Bjerg og Pelle Emil Hebsgaard.
Frøene til Ørkenens Sønner blev sået i 1970’erne, da Asger Reher, Søren Pilmark, Anders Bircow og Preben Kristensen mødtes på Aarhus Teaters skuespillerskole.
Sidenhen faldt Anders Bircow og Preben Kristensen fra og Flemming Enevold og Henrik Koefod kom til.
Flemming Enevold gled dog også ud af gruppen, der her blev dannet til det, vi i mange år kendte som Ørkenens Sønner med Niels Olsen, Asger Reher, Søren Pilmark og Henrik Koefod.


