To personer er fredag eftermiddag hastet på hospitalet efter en alvorlig færdselsulykke i den sydjyske by Bække. Den ene af dem er i kritisk tilstand
Flere ambulancer og en akutlægebil befinder sig netop nu på Hejnsigvej i Bække, da to køretøjer er stødt sammen i en voldsom ulykke.
“Vi har et uheld mellem to biler. En person har været fastklemt, men er blevet hjulpet ud af brandvæsenet. En person er også blevet kørt med politieskorte til hospitalet i kritisk tilstand,” oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt til Presse-fotos.dk.
Den anden part, der har været impliceret i ulykken, er også blevet kørt på hospitalet, men er ikke i kritisk tilstand.
“Vi kender endnu ikke årsagen til, at ulykken sker, men vi har rekvireret en bilinspektør, som skal ud at gøre os klogere på det,” fortæller Erik Lindholdt.
Vagtchefen har ingen oplysninger om identiteten på de involverede bilister.
SE OGSÅ: 23-ÅRIG MAND FÆNGSLET EFTER ULYKKE: KOSTEDE 18-ÅRIG KVINDE LIVET
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 16.21.
De pårørende er underrettet.
OPDATERING:
Personen i kritisk tilstand er en 36-årig mand.
‘Der er tale om et frontalt sammenstød mellem en personbil og en varebil,’ oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Personen i den anden bil er en 51-årig mand, der er lettere tilskadekommen.
Hejnsvigvej er klokken 19.28 åben igen.
Presse-fotos.dk følger sagen …