Over 200 løse får kan forstyrre morgentrafikken ved Slagelse

Arkivfoto – Presse-fotos.dk

Natten til fredag er op til 280 får sluppet løs fra deres fold lidt øst for Slagelse.

Det oplyser Michael Skræddergaard, der er vagtchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, tidligt fredag morgen.

Ejeren er fredag morgen ude for at lokalisere og indfange fårene.

Ifølge vagtchefen er nogle af fårene blevet indfanget, men det vurderes, at der stadig er mere end 200 løse får i området.

Michael Skræddergaard oplyser, at politiet omkring klokken 05.00 ikke har kendskab til, at fårene skal være på nogle veje endnu.

– Men der er stadig mange løse får, og vi tør ikke sige, hvor de bevæger sig hen, siger han.

Politiet opfordrer derfor morgentrafikanterne øst for Slagelse til at køre forsigtigt. Der opfordres især til, at man udviser forsigtighed på Sorøvej.

/ritzau/