Frankrig har planer om at forbyde nikotinposer, som ligesom i Danmark er populære blandt unge.
Den franske sundhedsminister, Geneviève Darrieussecq, siger i et interview med avisen Le Parisien, at et forbud er på vej i de kommende uger. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
– Dette er farlige produkter, fordi de indeholder høje doser af nikotin, siger hun.
Nikotinposer er små poser, der består af salte tilsat smagsstoffer og nikotin.
– Jeg er meget bekymret, for vores forgiftningscentre modtager flere og flere opkald fra unge mennesker, som har akutte nikotinsymptomer relateret til brugen af poserne, siger ministeren.
Hun forklarer, at symptomerne omfatter opkast, lavt blodtryk og spasmer.
– Markedsføringen af dette produkt er direkte rettet mod unge mennesker, siger hun og understreger, at de unge skal beskyttes.
Røgfri nikotinprodukter, som blandt andet inkluderer poserne, er også blevet populære blandt danske børn og unge i løbet af de seneste år.
En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed offentliggjort tidligere i år viser, at blandt 15-29-årige bruger 13 procent enten dagligt eller lejlighedsvist røgfri nikotinprodukter. Det svarer til omkring 148.000 i den aldersgruppe.
Poserne er lovlige.
Men for nylig meddelte regeringen i Danmark, at den vil sætte loft over nikotinindholdet i poserne.
Fremover må der maksimalt være 9 milligram nikotin per nikotinpose, når loven efter planen vedtages og træder i kraft.
Der findes ingen øvre grænse i dag, og poserne sælges med forskellige styrker af nikotin. Det kan være lige fra få milligram og helt op til 35 milligram per pose.