Nu kommer regningen til FCK for pyro-show – og den er STOR!

FCK får en gigantisk bøde efter pyro-show i Champions League-kamp mod Borussia Dortmund.

Det europæiske fodboldforbund (UEFA) har idømt FC København en bøde på 40.000 euro (300.000 kroner), fordi nogle af klubbens fans affyrede rigtig meget pyro i forbindelse med Champions League-kampen mod Borussia Dortmund i begyndelsen af november.

Det skriver bold.dk

UEFA tillader ikke affyring af pyro med den begrundelse, at det bringer folk i fare.

Ud over bøden for pyro får FCK bøder for andre forhold i forbindelse med kampen, så den samlede regning løber op i 588.000 kroner.

LÆS OGSÅ: Imponerende tifo i Parken onsdag aften

Dertil kommer, at FCK ikke må have tilskuere på B-tribunen i den næste hjemmekamp i UEFA-regi – det vil sige enten Champions League, Europa League eller Conference League.

B-tribunen er den ende, hvor de mest passionerede FCK-fans står. Det var herfra, pyro-showet blev gennemført.

Selve fodboldkampen sluttede 1-1. På forhånd var det afgjort, at FCK ikke kunne gå videre til europæisk fodbold i foråret, mens det ligeledes var afgjort, at Borussia Dortmund ville gå videre til ottendedelsfinalerne i Champions League.

Her har de trukket engelske Chelsea, som vandt turneringen i 2021.