Hvis ikke parterne i Mellemøsten selv kan løse konflikterne, er statsminister Mette Frederiksen (S) ultimativt klar til at lade det internationale samfund tvinge en løsning igennem.
Det siger hun i et interview med DR Nyheder under et besøg i New York til et FN-møde.
‘Og det er, at det internationale samfund tager over og siger, at det her er ikke kun et anliggende for Mellemøsten, det er et anliggende for hele verden, og derfor må vi have tvunget en tostatsløsning igennem’, siger hun.
Det fremgår ikke, hvad hun konkret mener, og om det i yderste konsekvens kan betyde ved militær magt.
Israel vakte stor opsigt ved mandag at indlede et angreb mod Hizbollah i Libanon, hvilket kan eskalerer konflikten yderligere.
Næsten 500 libanesere meldes dræbt det seneste døgn i den blodige konflikt mellem Israel og Libanon, og EU’s udenrigschef, Josep Borrell, kalder det for “en nærmest fuldtonet krig”.
Frederiksen fremhæver, at hun selv er tilhænger af en tostatsløsning, hvor palæstinenserne skal leve i egen stat adskilt fra staten Israel.
Målet er at tage højde for det palæstinensiske krav om national selvbestemmelse uden at underminere Israels suverænitet.
‘Hvis vi kigger specifikt på Mellemøsten, så er den eneste farbare vej i mine øjne en tostatsløsning. Hvor Israel kan blive betrygget i, at landet eksisterer og dens befolkning kan være i sikkerhed, og at det palæstinensiske folk tilsvarende får en stat’, siger Mette Frederiksen til DR.
Ritzau har bedt Statsministeriet om en uddybning af, hvad statsministeren mener mere konkret.
Den seneste optrapning i Libanon kommer, efter at Hizbollah-medlemmers personsøgere og walkie-talkies i sidste uge eksploderede pludseligt.
Omkring 40 personer blev dræbt, og flere end 3000 meldes sårede som følge af eksplosionerne. Hizbollah hævder, at Israel står bag eksplosionerne, men det har den israelske præsident, Isaac Herzog, afvist.
Siden har den militante libanesiske bevægelse Hizbollah og Israel skiftevis angrebet hinanden på tværs af grænsen.