Mette Frederiksen: Ja til amerikanske soldater i Danmark!

Danmark indgår et forsvarssamarbejde med USA, som tillader amerikanske soldater og materiel på dansk jord. Det skal godkendes af Folketinget.

Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag, hvor hun kalder aftalen et “nybrud”.

Hun vil ikke nævne et præcist antal amerikanske soldater, fordi det afhænger af situationen og behovet.

– Vi lever i en voldsom tid med mange kræfter, der udfordrer vores demokrati og demokratiske spilleregler.

– Vi vil ikke lægge skjul på, at aftalen med USA markerer et nybrud i dansk forsvarspolitik. Den betyder, at der permanent kan placeres amerikanske soldater og materiel på dansk jord, siger hun.

LÆS OGSÅ: Amerikanske angrebshelikoptere og militærkøretøjer i Esbjerg

Konkret betyder aftalen, at USA får adgang til tre militære områder i Danmark. Det gælder flyvestationerne Karup, Skrydstrup og Aalborg.

– Det gælder både i kortere og længere perioder. På den måde styrker vi USA’s adgang til Europa til Østersøen, og det bidrager til Natos kollektive forsvar i Europa. Det er en kerneopgave både for Nato og for Danmark, siger hun.

Hun har tidligere afvist, at atomvåben kunne opbevares på dansk jord, eller at der skulle oprettes nye kaserner.

Det bekræfter forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på pressemødet tirsdag.

USA selv står for at retsforfølge eventuelle lovovertrædelser fra amerikanske soldater.

Aftalen omfatter ikke Grønland eller Færøerne.

Arkivfoto