En Røde Kors-butik i Esbjerg dannede tirsdag aften ramme for et mindre drama
Det skete, da Sydvestjysk Brandvæsen og Syd- og Sønderjyllands Politi klokken 18.57 fik meldinger om, at der muligvis var brand i Røde Kors-butikken, der ligger på Storegade 225 i Esbjerg.
Derfor hastede beredskabet ud til stedet.
”Da vi ankommer, kan vi konstatere, at der blot er tale om en kraftig røgudvikling. Det er opstået, fordi der formentlig har været en kortslutning i et apparat. Men ingen flammer,” fortæller vagtchefen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Presse-foto.dk.
Beredskabet er igen kørt fra stedet.