Der er stor forskel på antallet af unge studerende og antallet af ungdomsboliger i København. Nu vil overborgmesteren have flere boliger, som de unge rent faktisk har råd til.
Det er langt fra nemt for unge studerende at finde en bolig i København.
Nye tal fra Københavns Kommune viser, at der er omkring 61.000 studerende mellem 20 og 29 år i kommunen, mens der kun er cirka 26.000 ungdomsboliger.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Det er ifølge overborgmester Sisse Marie Welling (SF) langt fra nok.
‘København skal være en by, hvor alle har råd til at bo – også de studerende. Derfor er det så vigtigt, at vi får bygget og lavet langt flere studieboliger til priser, unge rent faktisk kan betale. For jeg vil simpelthen ikke acceptere, at der er unge, som bliver nødt til at droppe deres uddannelse eller drømme om København, fordi de ikke kan finde en bolig, de har råd til. I mange år har vi endda set, hvordan små boliger tiltænkt studerende er endt som helt vildt dyre private mikrolejligheder. Det skal vi ændre på’, siger overborgmesteren.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Siden 2012 er antallet af ungdomsboliger steget fra omkring 10.000 til cirka 26.000.
Ifølge kommunen betyder det dog ikke nødvendigvis, at der er kommet flere boliger, som studerende rent faktisk har råd til.
En stor del af stigningen kommer nemlig fra private ungdomsboliger, og samtidig viser kommunens nye tal, at under fire ud af ti af de nye ungdomsboliger bliver beboet af studerende.
I 2025 flyttede omkring 38.000 personer mellem 20 og 29 år til Københavns Kommune. Cirka 24.700 kom fra andre kommuner, mens omkring 13.400 kom fra udlandet.
Antallet af unge i Københavns befolkning er dog faldende, og det skyldes blandt andet, at færre 20-24-årige flytter til København fra andre kommuner.
Derfor er overborgmester Sisse Marie Welling løbende i dialog med ejendomsbranchen om at få bygget flere boliger, som de unge har råd til.
For overborgmesteren handler det især om, at boligpriserne ikke skal være årsag til, at unge dropper deres uddannelse eller vælger København fra.
En undersøgelse fra Københavns Kommune blandt unge på Sjælland viser, at boligmarkedet spiller en stor rolle for, om de unge vælger at flytte til København.
