En melding om muligt fastklemte børn i forbindelse med færdselsuheld på Falster sendte en større udrykning af sted mod stedet. Da politi og brandvæsen ankom, var det eneste at finde dog en smadret bil
En personbil står mandag aften forulykket på Skørringevej i Stubbekøbing på Falster, hvor den holder smadret foran et ødelagt vejtræ.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog anmeldelsen klokken 18.18, og i den indledende anmeldelse var det oplyst, at et 14-årig og et syvårigt barn muligvis var fastklemte i bilen, og derfor var både politi og brandvæsen hurtigt på stedet efter meldingen.
“Men da vi kommer frem, holder der en bil, der er kørt galt, men der er ingen personer i bilen. Det er det eneste, jeg kan sige lige nu. Vi er ved at undersøge sagen,” fortæller vagtchef ved politikredsen Michael Skræddergaard til Presse-fotos.dk.
Ved I, hvornår bilen er kørt galt?
“Nej, men vi får anmeldelsen klokken 18.18.”
Hvem anmelder uheldet?
“Den kommer ind via 112, jeg kan ikke sige lige nu, hvem der har indgivet anmeldelsen,” fortæller vagtchefen.
SE OGSÅ: 11-ÅRIG PIGE ALVORLIGT KVÆSTET: TEENAGER SIGTET FOR SPIRITUSKØRSEL
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er altså på nuværende tidspunkt på bar bund om, hvorfor bilen ved ankomst til stedet er efterladt, og hvorfor anmeldelsen er gået på muligt fastklemte børn.
“Men vi er i gang med undersøgelserne” afslutter Michael Skræddergaard.
Presse-fotos.dk følger sagen …