Mand på voldtægtsrov: Flere mindreårige piger blandt ofrene

Simon Kofod Larsen er blevet idømt forvaring for forskellige seksuelle overgreb på piger mellem 11 og 17 år

Retten i Esbjerg har tirsdag idømt 25-årige Simon Kofod Larsen forvaring.

Det skriver flere medier, herunder JydskeVestkysten og TV Syd.

Fredag blev han kendt skyldig i fra 2014 til 2022 at have begået omfattende seksuelle krænkelser af i alt 27 piger, der var mellem 11 og 17 år gamle.

Simon Kofod Larsen er blandt andet blevet kendt skyldig i at have begået fire voldtægter af tre forskellige piger samt forsøg på voldtægter af yderligere tre piger.

Retten fandt det også bevist, at den 25-årige har haft hundredvis af samlejer med tre piger, hvoraf en også er blandt de piger, han har voldtaget.

Derudover er manden kendt skyldig i at have krænket et større antal pigers blufærdighed ved blandt andet at have presset piger til at tage billeder og videoer af sig selv.

Den 25-årige er også skyldig i ulovlig tvang, vidnetrusler samt besiddelse af børneporno. Sidstnævnte havde han erkendt.

Simon Kofod Larsen, der har siddet varetægtsfængslet, siden han blev anholdt i april 2022, har ud over forvaringsdommen også fået et tidsubestemt forbud mod at omgås børn under 18 år, skriver JydskeVestkysten.

Manden var i alt tiltalt i 65 forhold. Han er blevet frifundet for et voldtægtsforsøg i juni 2018 samt et i september 2021, ligesom han er blevet frifundet for et forhold vedrørende trusler samt for ulovlig tvang ved at true med at skade sig selv eller begå selvmord.

Det er et nævningeting i Retten i Esbjerg, der har taget stilling til sagen.