Der er sket voldsomme episoder i to forskellige Netto-butikker, hvor kvindelige medarbejdere er involveret. Nu er der en vigtig besked til kunderne
Netto kommer nu med et stort opråb til deres kunder efter et par voldsomme hændelser i to af kædens butikker.
For blot en uge siden blev en kvindelig Netto-medarbejder overfuset af en kunde, som angiveligt var meget vred over en beskidt kurv.
Kunden var så frustreret, at han skældte og råbte medarbejderen ind i hovedet, inden han smed kurven foran hende på spotbordet.
Hændelsen skete i Netto Ølby, og det endte med, at den kvindelige medarbejder i 20’erne brød grædende sammen ude på lageret, skriver TV 2 Kosmopol, der har været i kontakt med butikkens chef.
“Da jeg fandt ud af det, tænkte jeg, at nu er nok simpelthen nok. Der er jo ikke nogen, der går på arbejde for at genere kunderne. De gør bare deres arbejde,” siger chef Thomas Højgaard til TV 2 Kosmopol.
Episoden i Netto Ølby står ikke alene.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En anden kvindelig medarbejder fik også forleden en rædselsfuld dag på arbejdet, da hun mødte ind til en vagt i Netto Solrød.
Ifølge Netto selv blev medarbejderen pludselig svinet til at en kunde, fordi hun brugte det headset, som medarbejderne anvender til at kommunikere internt med hinanden.
Kunden troede, at headsettet var medarbejderens private telefon – og selv om kunden blev forklaret, hvad headsettet egentlig bliver brugt til, nægtede kunden at tro på det.
Det skriver Netto Solrød selv i et opslag på Facebook.
‘Det er helt fair at undre sig, stille spørgsmål eller gøre opmærksom på noget, man mener er forkert. Vi kan alle begå fejl, og vi tager meget gerne imod både kritik og konstruktive kommentarer til, hvordan vi kan skabe en endnu bedre indkøbsoplevelse for jer,’ skriver Netto Solrød på Facebook og tilføjer:
‘Men vi accepterer ikke, at vores medarbejdere bliver talt grimt til, svinet til eller på anden måde behandlet respektløst.’
Til sidst slutter Netto Solrød med at takke alle de kunder, som møder medarbejderne med et smil og holder den gode tone.
‘Det betyder mere, end I måske tror,’ skriver butikken.
