Stak tilfældig ned foran Kvickly: Kvinde fik opereret kniv ud af halsen

Ifølge sigtelsen købte en mistænkt, 20-årig gerningsmand en kniv i Kvickly og gik ud og stak en tilfældig kvinde ned foran butikken. Kniven måtte opereres ud af halsen på offeret, der stadig er i livsfare

Den københavnske vestegn er ramt af dyb chok efter et brutalt knivstikkeri fandt sted mandag eftermiddag på Taastrup Torv.

Her blev en kvinde i 40’erne omkring klokken 16.15 stukket ned og har siden ikke været ved bevidsthed på nær i en kort periode i ambulancen.

Kvinden er indlagt med kritiske skader efter at være blevet stukket i halsen med kniven. Kort efter knivstikkeriet fik hun hjertestop, men blev genoplivet.

Presse-fotos.dk deltog tirsdag middag i grundlovsforhøret, hvor den mistænkte gerningsmand – en 20-årig mand, der bor på et bosted, blev fremstillet.

Under grundlovsforhøret kom det til offentlighedens kendskab, at den 20-årig mand er sigtet for forsøg på manddrab. Det kan senere blive til drab, hvis kvinden ikke overlever.

Ifølge sigtelsen indfandt den mistænkte gerningsmand sig kort før knivstikkeriet i en nærliggende Kvickly-butik, hvor han adspurgte en ekspedient, hvor knivene i butikken var.

Ekspedienten viste manden hen til knivene, og han tog en 11 centimeter lang kniv med op til kassen, købte den og forlod butikken.

Overvågningsbilleder viser efterfølgende, at manden venter ud foran butikken og pludselig stikker en kvindelig fodgænger i halsen med kniven.

Det er Københavns Vestegns Politis formodning, at knivoverfaldet er fuldstændig umotiveret, og at offeret og gerningsmanden ikke kendte hinanden på forhånd. Det oplyste politikredsen mandag aften i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var her foran Kvickly, at kvinden blev stukket ned

Kort efter politiet og ambulancetjenesten modtog alarmopkaldet om knivoverfaldet, ankom flere udrykningskøretøjer til gerningsstedet.

Under grundlovsforhøret blev det fortalt, at man her fandt det kvindelige offer liggende på jorden i en stor blodpøl med en kniv i halsen.

En eller flere privatpersoner var i gang med at hjælpe kvinden ved ikke at fjerne kniven og forsøge at stoppe blødningen.

Kvinden blev hastet til hospitalet og kunne i ambulancen oplyse, at hun aldrig havde set gerningsmanden før, og at hun havde en teenagedatter.

Efterfølgende har kvinden mistet bevidstheden, og lægerne havde på tidspunktet for grundlovsforhøret endnu ikke kunne vække hende op.

Kvinden fik opereret kniven ud af halsen under et indgreb på hospitalet, hvor hun fik tilført fem liter blod.

Ifølge sigtelsen havde kniven skåret halspulsåren og rygmarven over og sat sig fast i rygsøjlen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet arbejder ved gerningsstedet kort efter knivstikkeriet

Hvis kvinden overlever knivoverfaldet vurderer lægerne angiveligt, at der er stor risiko for, at hun kan blive lam fra brystet og ned eller få andre livsvarige skader.

Efter grundlovsforhøret blev den mistænkte gerningsmand varetægtsfængslet i surrogat. Han bliver i første omgang dog placeret på en sygeplads i Vester Fængsel, da der på nuværende tidspunkt ikke er plads til ham på psykiatrisk afdeling.

Presse-fotos.dk er bekendt med den mistænktes identitet, men der er nedlagt navneforbud i sagen, hvilket forhindre medier i at beskrive ham i nærmere detaljer.

Manden er tidligere dømt i mindre sager blandt andet brugstyveri, men han er ikke kendt for personfarlig kriminalitet.

Presse-fotos.dk dækkede også knivstikkeriet, da det skete mandag eftermiddag. Du kan læse mere om sagen her og se billeder fra gerningsstedet.

Politiet arbejder omkring gerningsstedet med en drone i løbet af tirsdagen