Vestegnens Politi: Kvinder voldtaget med kort mellemrum

To kvinder er blevet udsat for voldtægt med kun et døgns mellemrum. Nu er en 41-årig mand blevet kendt skyldig i at have begået voldtægterne

Retten ved Glostrup har netop kendt en 41-årig mand skyldig i to episoder af voldtægt. Manden har ifølge retten voldtaget to kvinder på en adresse i Skovlunde med kun et døgns mellemrum.

Ifølge Københavns Vestegns Politi foregik voldtægterne, da kvinderne var i en tilstand, hvor de var ude af stand til at modsætte sig overgrebene.

I det ene tilfælde var kvinden påvirket af morfin, og i det andet tilfælde var kvinden faldet i søvn efter alkoholindtag.

Voldtægterne foregik med et døgns mellemrum i begyndelsen af juli 2023. Manden blev anholdt af Vestegnens Politi den 6. juli og har siddet varetægtsfængslet lige siden.

”Retten lagde bl.a. vægt på kvindernes troværdige forklaring om episoderne, og dommen sender et klart signal om, at politiet og retsvæsenet ser med stor alvor på sager af denne karakter, hvor der sker seksuel udnyttelse af en person i en påvirket og hjælpeløs tilstand.”, siger senioranklager Bjarke Enevoldsen.

Manden blev ved Retten i Glostrup idømt tre års ubetinget fængsel. Han har efterfølgende anket dommen til landsretten.

Tidligere på dagen gjorde forbipasserende et uhyggeligt fund i København, da en ung mand blev fundet død. Politiet melder nu ud om den sag.

Illustrationsfoto