Krondyr løb ud foran bil – bilisten ramte modkørende

En bilist kom slemt til skade, da han natten til lørdag kørte ind i et krondyr, kom over i modsatte vejbane og ramte en modkørende.

Krondyret løb lige ud foran bilen i Erslev på Mors, og føreren – en 19-årig mand – havde ikke en chance for at undgå at ramme dyret.

Derefter mistede han herredømmet over bilen, blev slynget over i modsatte vejbane, hvor den ramte den modkørende bil, som der sad tre 19-årige mænd i.

“Sammenstødet var så kraftigt, at motorblokken blev slynget væk. Der er sket store materielle skader på bilen,” siger Jens Claumarch, vagthavende, Midt-og Vestjyllands Politi, til nordjyske.dk

Alle de fire, som var involverede i færdselsuheldet, blev kørt eller fløjet til hospital.

Føreren af bilen, som krondyret var løbet ud for næsen af, var værst tilredt. Men ifølge vagthavende er han uden for livsfare.

Krondyrets tilstand melder historien ikke noget om.