29-årig mand er som den syvende idømt fængsel på livstid for bandedobbeltdrab i Kalundborg. Han anker.
Det er to meget voldsomme sager, der kører mod den 29-årige, som er blevet udleveret fra Libanon.
En 29-årig mand straffes med fængsel på livstid for et bandedobbeltdrab og et drabsforsøg.
Det var om aftenen den 17. november 2020 på Menys parkeringsplads i Kalundborg, at de tre mænd blev skudt i en hævnaktion, som bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) stod bag.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Dommen er afsagt fredag af Retten i Holbæk, der til denne sag gør brug af et særligt sikret retslokale ved Vestre Fængsel i København.
Retten har fundet det bevist, at den 29-årige mand var LTF’er på gerningstidspunktet, og at han deltog aktivt i planlægningen af bagholdsangrebet, der resulterede i de blodige drab og drabsforsøget.
I en gruppechat blev drabene på medlemmer af Sydkystgruppen planlagt. Det var hævn for en bortførelse af en LTF’er kort forinden. I chatten blev der sendt beskeder om, at det skulle være så brutalt som muligt, og at alle, der blev taget, skulle “afsluttes”.
Det kulminerede ved 18-tiden den 17. november for snart seks år siden, hvor de tre mænd blev skudt. To af dem blev blandt andet ramt i hovedet, og de døde. Den tredje mand blev livsfarligt såret efter skud i brystet, armen og benet, men han overlevede.
På en krypteret beskedtjeneste blev der kort efter kommunikeret om angrebet.
– Dræbte tre, bror, har vores hævn, lød det blandt andet.
Udgangspunktet er fængsel på livstid i en sag af denne type, siger retsformanden i forbindelse med domsafsigelsen, og retten har ikke fundet grundlag for at fravige det i denne sag.
Alle nævninger og juridiske dommere var enige om, at straffen måtte være fængsel på livstid.
En livstidsdom betyder som udgangspunkt indespærring resten af livet. Reglerne om prøveløsladelse af livstidsfanger blev ændret i begyndelsen af i år, så livstidsdømte nu tidligst kan søge om prøveløsladelse efter 20 år mod tidligere 12 år.
Foruden livstidsdommen er han idømt et forbud mod at opholde sig i otte områder i landet. Forbuddet træder i kraft, hvis han en dag løslades, og så gælder det i ti år.
Sagen er ikke endeligt afgjort, selv om byretten har afsagt dom.
– Den ankes med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, siger forsvarer Berit Ernst straks efter domsafsigelsen.
Hendes klient har nægtet sig skyldig under retssagen og blandt andet sagt, at han var trådt ud af LTF. Retten har tilsidesat hans forklaring som utroværdig og konstrueret.
Da han var fundet skyldig i drabene og drabsforsøget, argumenterede Berit Ernst for en straf på 16 års fængsel.
Seks mænd er tidligere blevet idømt livstid for drabene og drabsforsøget. To personer er blevet frifundet i landsretten for at have en ledende rolle i drabene.
Foruden de seks livstidsdømte, de to frifundne og den 29-årige er endnu en person tiltalt i sagen. Han er foruden dobbeltdrabet og drabsforsøget i Kalundborg tiltalt for et banderelateret drab og et drabsforsøg i Brønshøj i foråret 2020.
Den sag behandles efter planen af Retten på Frederiksberg fra august næste år.
Sagen mod den 29-årige og den tiende person, der er tiltalt, afgøres først mange år senere, fordi de har befundet sig i udlandet.
Det var i december 2024, at den 29-årige blev udleveret fra Libanon.
Den 29-årige mand er beskyttet af et navneforbud, der gør det strafbart at røbe mandens identitet.
Det er blevet udstrakt af hensyn til en anden sag, hvor den 29-årige er sigtet for medvirken til forsøg på terror.
Droner blev forsøgt hentet i en butik i København, og ifølge politiet og Politiets Efterretningstjeneste var det planen, at Hamas skulle bruge dem til angreb mod mål i Danmark eller udlandet. Den 29-årige nægter sig skyldig også i den sag.
RITZAU











