Københavns Politi ude med vognen: Let foden fra speederen!

Københavns Politi har i weekenden været ude med fotovogne flere steder i hovedstaden.

“Vi lavede i weekenden målrettede færdselsindsatser flere steder, bl.a. på Folke Bernadottes Allé, hvor fem bilister lørdag formiddag fik klip i kørekortet for at køre for hurtigt. Det samme var tilfældet for tre bilister på Nordhavnsvej,” skriver Københavns Politi på Twitter og fortsætter:

“På Kalvebod Brygge kørte en bilist lørdag så meget for hurtigt, at det kostede en betinget frakendelse af kørekortet – 101 km/t i en 60 km/t-zone. Desuden fik to andre bilister på samme strækning klip i kørekortet pga. for høj fart.”

Politiet vil også i den kommende tid udføre løbende færdselskontrol, De indskærper på Twitter, at bilisterne skal følge reglerne, så alle kan komme sikkert frem.

(Billederne her på siden er fra en færdselskontrol på H. C. Andersens Boulevard i det centrale København).