København: Fire mænd fængslet efter mistanke om røveri mod taxaer og kiosker

Illustrationsfoto

Fire mænd, der er mistænkt for røverier mod taxaer og kiosker, er fredag blevet varetægtsfængslet.

Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie Twitter.

De fire mænd på mellem 20 og 25 år blev anholdt i en koordineret aktion torsdag og er altså fredag blevet fremstillet i grundlovsforhør.

I alt mistænkes de fire mænd for røverier mod tre taxaer og to kiosker.

De er alle fire foreløbigt blevet varetægtsfængslet i fire uger.

De fire mænd er mistænkt for at have begået røverierne over seks dage i januar.

Det første røveri fandt ifølge politiet sted den 10. januar.

Her blev der bestilt en taxa til en adresse i Brønshøj i København.

Da taxaen kom, blev chaufføren truet med en pistol til at udlevere sine kontanter.

Ifølge politiet benyttede mændene samme metode til at røve taxaer både den 12. januar og den 16. januar.

Mændene er også mistænkt for at røve kiosker.

Den første kiosk blev ifølge politiet røvet den 14. januar. Her blev en ekspedient truet med en pistol for at udlevere kontanter, mener politiet.

Samme dag som et af de formodede taxarøverier blev en anden kiosk også røvet.

Det er ikke oplyst, hvor store kontantbeløb mændene er mistænkt for at have røvet under de forskellige episoder.

Der er ifølge politiet tale om grov kriminalitet, som mændene menes at stå bag.

Det sagde politikommissær Poul Hansen fra Københavns Politi torsdag i en pressemeddelelse i forbindelse med anholdelserne.

– Det er grov kriminalitet, som vi mener, at de anholdte i forskellige konstellationer står bag, og der er i forbindelse med efterforskningen beslaglagt to pistoler, som er ved at blive undersøgt nærmere, sagde han.

I samme forbindelse sagde Poul Hansen, at han ikke vil afvise, at der kommer flere anholdelser.

Mændene er sigtet for at have overtrådt paragraf 288 i straffeloven. Den handler om, at man fratager eller aftvinger nogen en ting ved vold eller trusler om vold.

Røverier af en sådan karakter kan straffes med fængsel indtil seks år.

/ritzau/