Sommerhusområdet ved Ronesklint som ligger ud til Faxe Bugt ligger fuldstændig under vand. Hele området med op mod 100 sommerhuse er blevet oversvømmet og kun tagene kan ses over vandkanten.
Redningsmandskabet er massivt til stede for at pumpe vandet væk, så beboerne igen kan komme ind til husene.
Men det var ikke alle, der nåede at komme ud, før vandet skyllet ind over området. Det fortæller presse-fotos.dks udsendte, som har talt med flere beboere i området. Her fortæller en af personerne, at et ældre ægtepar er blevet reddet ud af et af sommerhusene, hvor de har siddet siden klokken 12 natten til lørdag.
LÆS OGSÅ: BEREDSKABET TILKALDT: WINDSURFER DREV RUNDT PÅ MÅ OG FÅ
“Manden og konen har siddet i vindueskarmen hele natten, fordi vandstanden var så høj inde i deres hus, at de ikke kunne komme ud. De har hverken spist, drukket eller kunne gå på toilettet”, fortæller presse-fotos.dks udsendte.
Udover det ældre ægtepar er en anden mand også blevet reddet ud af oversvømmelserne. Manden og ægteparret er blevet tilset af redningspersonalet, som hurtigt har pakket dem ind i varmetæpper og fået dem ind i ambulancen.
LÆS OGSÅ: STORE ØDELÆGGELSER PÅ HAVN EFTER STORM
Herefter er alle tre blevet kørt til sygehuset, da de formentlig har været kraftigt nedkølet efter så mange timer uden strøm og varme.
Ambulancen er netop kørt fra stedet, og det er endnu uvist, hvordan ægteparret og manden er blevet fanget i deres huse.
Det er heller ikke meldt ud, hvordan deres tilstand er efter de er ankommet til hospitalet.