Torsdag ventes Jylland at blive ramt af kraftige byger med hagl og torden.
Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på sin hjemmeside tidligt torsdag morgen.
Dermed får indbyggerne i Jylland en forsmag på det regnvejr, der natten til fredag breder sig ind over Danmark fra syd.
– I de kommende dage giver flere lavtryk nær Danmark fortsat omskifteligt vejr med skyer, sol og byger, der kan være kraftige og med torden, oplyser DMI.
Resten af landet ventes torsdag at få lidt eller nogen sol med temperaturer på mellem 15 og 19 grader.
Fredagens regnvejr ventes dog at blive en kort omgang.
I løbet af weekenden sørger en højtryksryg nemlig for mere tørt og stabilt vejr.
– I næste uge tyder det på, at køligere luft vil strømme ned over Danmark fra nordvest, oplyser DMI.