Flere togafgange aflyses nu

Torsdag kommer der til at være længere rejsetid på en række togafgange på tværs af landsdelene på grund af en nedrevet køreledning mellem Nyborg og Odense. 

Det oplyser DSB på sin hjemmeside natten til torsdag.

Den nedrevne køreledning betyder, at DSB kun kan køre i ét spor over en længere strækning.

Som resultat er en række tog mellem Odense og Københavns Lufthavn blevet aflyst.

– Banedanmark arbejder på at få repareret og hængt ledningen op igen, men forventer at dette tager omkring et døgn, oplyser DSB.

Det er ukendt, hvad der er skyld i, at køreledningen er blevet revet ned.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Onsdag aften var Danmark ramt af et voldsomt blæsevejr, der betød alt fra frisk vind til kuling og helt op til storm visse steder.

Det var dog ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) forventet, at vinden ville aftage i løbet af natten til torsdag.

Torsdag morgen ventes en jævn til hård vind dog også at blæse henover landet fra nordvest.

På baggrund af den seneste tids våde periode er der ifølge DMI også risiko for oversvømmelser og forhøjet vandstand flere steder i landet.

Desuden er tog af typen InterCityLyn, der kører fra Aarhus H i minuttal 55 og fra Københavns Lufthavn i minuttal 56, helt aflyst i løbet af torsdag.

Tog af typen InterCity mellem Esbjerg og Østeport er derudover aflyst fra Esbjerg mellem klokken 07.27 til og med klokken 11.27. Fra Østerport gælder det tog fra klokken 11.18 til og med klokken 13.18