Flere personer fundet livløse efter oversvømmelser

Kraftigt regnvejr har skabt oversvømmelser i det østlige og sydlige Spanien. Flere tog og fly er aflyst.

Et ukendt antal døde personer er blevet fundet i områder af Spanien, der er ramt af oversvømmelser efter et kraftigt regnvejr tirsdag.

Det oplyser Carlos Mazon, der er leder for regionen Valencia, natten til onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Der er fundet døde. Af respekt for familierne vil vi ikke komme med yderligere oplysninger, siger han.

Spaniens meteorologiske institut, Aemet, oplyser, at der i nogle områder af Valencia er faldet omkring 200 millimeter regn.

Tirsdag oplyste lokale myndigheder i det østlige og sydlige Spanien, at syv personer var meldt savnet i forbindelse med oversvømmelserne.

Billeder fra spansk tv viser, hvordan vandmasserne trækker biler gennem gaderne i byen Letur, der ligger omkring 80 kilometer vest for havnebyen Alicante.

Med hjælp fra droner leder beredskabsmandskab efter seks personer, der er meldt savnet i byen Letur, fortalte en repræsentant for centralregeringen i regionen Castilla-La Mancha tirsdag.

– Prioriteten er at finde disse mennesker, sagde hun.

Politiet i byen L’Alcudia, der ligger i den østlige del af regionen Valencia, har desuden oplyst, at de ledte efter en lastbilchauffør, der havde været meldt savnet siden tirsdag eftermiddag.

– Jeg følger med bekymring meldingerne om de savnede personer og de skader, som uvejret har forårsaget i de seneste timer, skrev den spanske premierminister, Pedro Sánchez, tirsdag aften i et opslag på det sociale medie X.

Han opfordrede befolkningen til at følge de anbefalinger, som myndighederne har udstedt i forbindelse med oversvømmelserne.

– Vær meget forsigtig og undgå unødvendige rejser.

Oversvømmelserne har desuden skabt forstyrrelser i tog- og flytrafikken.

Lufthavnsoperatøren Aena har oplyst, at det har måttet omdirigere 12 fly, der skulle være ankommet til lufthavnen i Valencia, til andre lufthavne i landet.

Yderligere ti fly, der skulle være ankommet til eller afgået fra lufthavnen, er desuden blevet aflyst.

Togselskabet Adif har oplyst, at det har indstillet al togdrift i regionen “af hensyn til passagernes sikkerhed, indtil situationen er normaliseret”.

Højhastighedstog mellem hovedstaden, Madrid, og Valencia er indstillet indtil tidligst klokken 10 onsdag morgen.

Et højhastighedstog med 276 passagerer blev tirsdag afsporet i regionen Andalusien i det sydlige Spanien, oplyser de regionale myndigheder. Ingen kom til skade i forbindelse med hændelsen.

Skolerne i Valencia holder onsdag lukket, ligesom flere sportsarrangementer er blevet aflyst.

AFP

“Der er rådne varer herinde. Vi finder gamle varer over det hele. Det er til at brække sig over,” siger en kunde. Det flyder med rådne og klamme varer i supermarkedet. Læs historien her.