Flammer i båd ved Københavns Lufthavn

En båd har netop stået i flammer ud for Københavns Lufthavn. To personer er reddet i land

Mandag omkring klokken 12.30 har brandvæsenet sammen med Københavns Politi fået en anmeldelse om brand i en båd i vandet ud for Københavns Lufthavn.

Båden er helt konkret i brand i vandet tæt på DSB Vedligehold på Kystvejen 15 i Kastrup og Kastrup Havn.

Fra blandt andet lufthavnen og Dragør kan man se den sorte røg stige op fra båden.

Vidner i andre både i nærheden oplyser, at to personer var ombord. Mindst en af dem måtte hoppe i vandet og er siden blevet samlet op.

Det bekræftes af Københavns Lufthavn.

‘Lufthavnens redningsfartøj, der altid ligger klar ved kysten, har netop været i aktion i forbindelse med en brændende båd ud for Kastrup Lystbådehavn. Vores brand- og redningsmandskab har slukket ilden, og de to personer, der var ombord, er bragt ind til land i god behold. Politiet er nu til stede og har overtaget ansvaret for hændelsen,’ oplyser Københavns Lufthavn.

Brandårsagen er på nuværende tidspunkt ukendt.

Den brændende båd er sejlet ind til land. Den lå i brand nogle hundrede meter fra kysten.

SE OGSÅ: KAOSTILSTANDE PÅ MOTORVEJ: GRISETRANSPORT MED 600 DYR VÆLTET