Dansker debuterer på liste over verdens bedste

Illustrationsfoto.

For første gang er danskeren blandt verdens bedste. Han ser udnævnelsen som en stor anerkendelse af sit hårde arbejde.

Det britiske magasin DJ Mag afholder en stor afstemning over verdens bedste DJ’s hvert år. Her får læsere fra hele verden mulighed for at stemme på deres favoritter inden for elektronisk musik.

Nu er dette års top-100 blevet offentliggjort – og der gemmer sig et nyt dansk navn iblandt.

For første gang har danske Faustix nemlig fundet vej til listen.

Det skriver kulturmediet Soundvenue.

I forvejen tæller listen store navne som Calvin Harris, Fred Again.. og Skrillex. I denne liste ligger Faustix dog nummer 99.

Faustix går under det borgerlige navn Morten Brangstrup Olsen. Han har været aktiv på den danske musikscene siden starten af 2010’erne og glæder sig over udnævnelsen.

‘Udnævnelsen betyder alverden for mig. Det cementerer det hårde arbejde og de mål, som jeg har sat for mig selv. Der er en vis form for tilfredshed ved at lave en plan og følge den helt til dørs,’ siger han til mediet.

Allerede har han i løbet af sin DJ-karriere arbejdet med store navne som Diplo og resten af Major Lazor, men den nye anerkendelse giver endnu flere muligheder i fremtiden.

‘At komme på listen betyder selvfølgelig, at nogle nye døre åbner – navnligt på booking- og showsiden. Placeringen kan være et godt redskab til at få spillejobs i Asien, hvilket ellers ikke er så ligetil. Nu skal musikken bare følge med, så jeg arbejder intensivt på at lave en masse til 2025,’ uddyber Faustix.

Listen rummer også et andet dansk navn – nemlig Kölsch, tidligere kendt som Rune RK, som er placeret som nummer 78.

Det verdensberømte DJ- og festkoncept Boiler Room kommer til Danmark og indtager den danske festscene med fængende undergrundsmusik.