Fjernelse af moms på frugt og grønt samt en halvering af momsen på andre fødevarer vil øge udledningen af drivhusgasser
Der er nok mange der ser frem til at kunne få sænket prisen på fødevare. Det er i hvert fald meningen med det meget omdiskuterede forslag om at lave differentieret moms.
Men bare fordi der er fordele i en sådan aftale, så betyder det altså ikke, at der ikke også kan være ulemper ved differentieret moms.
For selvom frugt og grønt vil falde mere i pris end andre fødevarer, skal man ikke gøre sig forhåbninger om store klimagevinster, skriver klimarådet i en pressemeddelelse.
Dette viser en ny analyse. Tværtimod vil lavere fødevaremoms føre til en stigning i Danmarks klimabelastning.
Det skyldes især, at vores samlede fødevareforbrug, som rummer alt fra klimavenlige gulerødder og bælgfrugter til det mere klimabelastende kød og mejeriprodukter, forventes at stige, hvis det bliver billigere at handle ind. Og et stigende fødevareforbrug resulterer i en større klimabelastning.
Der er primært tale om en stigning i drivhusgasudledningerne uden for Danmarks grænser. Det skyldes, at vi importerer en stor del af vores fødevarer.
”Når man giver frugt og grønt en prisfordel sammenlignet med andre fødevarer, så kunne man umiddelbart tro, at der vil være en positiv klimaeffekt. Men det er desværre ikke tilfældet. For nok stiger forbruget af de grønne varer – men det gør forbruget af de klimabelastende varer også,” forklarer forperson for Klimarådet Peter Møllgaard, i en pressemeddelelse.
Klimarådet anerkender, at formålet med regeringens plan om at sænke momsen er at reducere husholdningernes leveomkostninger, ikke at hjælpe klimaet.
Ikke desto mindre er det relevant at kende klimaeffekterne, mener klimarådet.
Det er det blandt andet fordi danskernes forbrug af føde- og drikkevarer allerede i dag har et betydeligt klimaaftryk.
Som enkeltstående kategori er det blandt de varer, der udleder flest drivhusgasser uden for Danmarks grænser, skriver Klimarådet.
Lavere fødevaremoms forventes også at øge de nationale udledninger en smule, men ikke så meget, at det vil få væsentlig betydning for opfyldelsen af 70-procentsmålet i 2030.
Klimarådets notat viser, at klimabelastningen ville være mindre, hvis regeringen i stedet for at sænke momsen udbetalte en check eller hævede bundfradraget for personskatten.
Det skyldes, ifølge Klimarådet, at husholdningerne forventeligt ville bruge flere af de ekstra penge på andre varer, herunder varer der belaster klimaet mindre, end fødevarer gør.
En check eller et fradrag vil dog stadig føre til højere udledninger, erkender de.
Det har stor betydning for klimaeffekten, hvordan regeringens forslag skal finansieres. Jo mere finansieringen lægger en dæmper på husholdningernes forbrug – fx via skattestigninger – jo mindre bliver klimabelastningen som udgangspunkt, forklare Klimarådet.
”Flere penge fører som udgangspunkt til større forbrug. Med dagens forbrug og produktion vil det ofte medføre en klimaregning. Derfor er det også vigtigt, at vi får normaliseret og udbredt de mere klimavenlige vaner,” siger næstforperson i Klimarådet Bente Halkier, i en pressemeddelelse.