Færre bøder: Højere benzin-priser får bilister til at sænke farten

Politiet uddeler færre bøder for et køre for hurtigt på de danske motorveje.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik sig en overraskelse, da de tidligere på året foretog en fartkontrol af 4400 bilister på Vestmotorvejen ved Sorø på Sjælland. Kun 14 af bilisterne blev taget i at køre for stærkt, og ikke én af dem trykkede hårdt nok på speederen til at få et klip i kørekortet eller en betinget frakendelse af kørekortet.


Ifølge nye beregninger fra Vejdirektoratet er episoden ikke enestående – men udtryk for en generel tendens, hvor stadigt færre danskere overskrider hastighedsgrænserne.


Projektleder Niels Moltved, Vejdirektoratet, siger:


”De stigende priser på brændstof har efter alt at dømme ikke blot fået danskerne til at lette foden fra speederen og køre langsommere for at spare lidt på udgifterne til benzin og diesel. Det har øjensynligt også fået dem til at holde bedre øje med fartskiltene langs motorvejen.”

LÆS OGSÅ; Eksperter advarer: Narko er mere tilgængeligt end nogensinde – den påstand har presse-fotos journalist testet


På motorveje med en hastighedsgrænse på 130 km/t er antallet af trafikanter, der kører hurtigere end tilladt, faldet med 26,2 procent, hvis man sammenligner juli måned i år med samme måned året før.

For juni måned er der tale om et fald på 28,9 procent. Tendensen er den samme i marts, april og maj.

Det faldende antal fartoverskridelser er registreret i perioder uden trængsel, og der er også tale om et betydeligt fald, hvis man sammenligner med tiden før corona i 2019.

På motorveje med en hastighedsgrænse på 110 km/t er fartsynderne også på retræte.

Her kørte 57,2 procent for stærkt i juli 2021, mens det tal nu er nede på 52,4 procent. Ser man på kurverne for begge typer motorveje, er det tydeligt, at kurverne bøjer af omkring februar og marts i år.