Under kørsel med et arbejdskøretøj, væltede køretøjet pludselig på vejen og forårsagede et sammenstød med en bilist
Onsdag klokken 09.53 har Nordsjællands Politi modtaget en anmeldelse om et færdselsuheld på Hellerupvej i Hellerup.
Det oplyser kommunikationsrådgiver Henriette Døssing ved politikredsen til Presse-fotos.dk.
“Det er et arbejdskøretøj, der under kørsel vælter. Efterfølgende har en bilist kørt ind i det arbejdskøretøj, da det lå på vejen,” oplyser hun.
Under sammenstødet er der ikke sket personskade.
“I en periode efter uheldet var vejen delvist afspærret, men trafikken kører nu igen normalt,” siger Henriette Døssing.
Oprydningsarbejdet efter sammenstødet var afsluttet omkring klokken 10.36.