Kulturministeriet gav unge gratis kulturpas: Minister har nu overraskende meddelelse

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Kulturpas skulle hjælpe udsatte unge med at få nye kulturoplevelser, men ordningen har ikke vundet indpas.

Med et halvt år tilbage af forsøgsperioden har langt størstedelen af de udpegede unge fortsat til gode at gøre brug af deres kulturpas.

Det viser nye tal, som TV 2 har modtaget fra Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen.

Ifølge kulturminister Zenia Stampe (R) viser de første erfaringer, at kulturpasset har haft svært ved at nå “den meget snævre ungegruppe, den var tiltænkt”.

– Det synes jeg, vi skal arbejde videre med, samtidig med at vi overvejer, om kulturpasset kan udvides til en bredere målgruppe, siger hun til TV 2.

Formålet med kulturpasset er at hjælpe udsatte unge med at komme i biografen, i teatret eller ud på fodboldbanen og på den måde få nye perspektiver på tilværelsen.

Ordningen blev vedtaget i Folketinget i 2024 og blev målrettet 50.000 unge, der står uden for uddannelse og fuldtidsarbejde eller er indskrevet på en FGU-uddannelse.

Blot fem millioner kroner er per 15. juni blevet forbrugt på kulturpas-klippekortene fordelt over 7439 unge i målgruppen.

I alt 140 millioner kroner blev afsat til projektet, der også inkluderer 40 millioner kroner til 15 kulturpasforløb.

Ordningen fungerer i to spor. Det er et digitalt kulturpas på 2000 kroner, som kan bruges som betalingsmiddel til en lang række kultur- og fritidstilbud

Andet spor er 15 længerevarende kulturpasforløb fordelt over hele landet, hvor unge kan deltage i målrettede fællesskaber og aktiviteter.

Kulturpasset har været omdiskuteret, fordi eksperter har tvivlet på, hvorvidt de udsatte unge kommer til at bruge et kulturpas, og om pengene kunne være blevet brugt til at hjælpe de udsatte unge på en anden måde.

Forsøgsordningen skal ifølge aftaleteksten evalueres i efteråret 2026.

Men regeringen har i regeringsgrundlaget aftalt, at den ønsker at “udvide kulturpasset, så flere unge får adgang til kulturelle og sociale fællesskaber”.

Det er Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Kulturliv, som tildeler kulturpassene og igangsætter indsatser inden for det.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce