Drabssag tager endnu en drejning: Ny mand anholdt på Djursland

Endnu en mand er anholdt i sagen om den dræbte Frank Dan Nørgaard Jørgensen, hvis lig politiet fandt i sidste uge, efter at han havde været forsvundet i over en uge.

Politiet har anholdt en 23-årig mand, som fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Randers torsdag kl. 12.00.

Det skriver Østjyllands Politi på politiets hjemmeside.

Politiet har tidligere haft fat i den 23-årige sammen med en 37-årig. Det var i den omgang dog kun den 37-årige, der blev sigtet i sagen.

Men politiet har efterforsket videre i sagen, og de har derfor nu også anholdt den 23-årige.

“Vi har arbejdet hårdt med den her sag de seneste par uger. Undervejs i efterforskningen dukker der hele tiden nye spor og nye oplysninger op, og der begynder at tegne sig et klarere billede af, hvad der er sket, og hvem der har været involveret,” siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen til politiets hjemmeside.

Den 23-årige mand er sigtet for – i forening med de fem øvrige sigtede i sagen – at have medvirket til drabet på den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen. Efter politiets opfattelse er drabet sket torsdag den 14. juli på en adresse i Nimtofte på Djursland.

Den 23-årige er desuden sigtet for usømmelig omgang med lig, bortskaffelse af beviser og brandstiftelse ved, også i forening med de øvrige sigtede, blandt andet at have placeret liget af den 40-årige mand i et skovområdet i Gassum ved Spentrup nord for Randers.

Her blev liget fundet torsdag i sidste uge.

Desuden bliver den 23-årige sigtet for at have sat ild til den dræbtes varebil, der blev fundet nogle dage forinden.

Fire af de øvrige fem sigtede, en kvinde og tre mænd i alderen 26 til 39 år, er tidligere blevet varetægtsfængslet i sagen, mens en 23-årige kvinde blev løsladt af dommeren i et grundlovsforhør tirsdag i sidste uge. Hun er dog fortsat sigtet i sagen.

Politiet er stadig i gang med efterforsknings-arbejdet.

“Vi skal blandt andet have afdækket det præcise hændelsesforløb forud, under og efter drabet, og det skal afklares, hvordan de sigtede hver især har været involveret i sagen. Derfor vil der ved dagens grundlovsforhør igen blive anmodet om dørlukning, så der ikke kommer oplysninger ud i offentligheden, som kan skade vores efterforskning,” Klaus Arboe Rasmussen.