Rektor stopper på Den Danske Filmskole: Nu er afløseren fundet

Illustrationsfoto.

Fra årsskiftet får Den Danske Filmskole en ny rektor, og det bliver en redaktør fra Politiken, der tiltræder stillingen.

Fra årsskiftet tiltræder en ny rektor på Den Danske Filmskole.

Det skriver Den Danske Filmskole i en pressemeddelelse.

I maj meddelte tidligere rektor Tine Fischer, at hun agtede at stoppe på posten. I stedet ville hun være direktør for Det Danske Filminstitut.

Nu har Den Danske Filmskole altså fundet en afløser til Tine Fischer, og det bliver filmredaktør på Politiken Kristoffer Hegnsvad, der fremover skal tiltræde stillingen.

‘Kristoffer kan formidle i ord og billeder, og så har han omfavnet sit kandidatur til rektorstillingen med stor lyst, grundighed og ydmyghed. Vi glæder os derfor til sammen med skolens ansatte og elever at byde Kristoffer velkommen,’ siger bestyrelsesleder Louise Vesth i pressemeddelelsen i forbindelse med udnævnelsen.

Kristoffer Hegnsvad har siden 2013 været filmredaktør på Politiken og har de seneste år tilmed været tilbagevendende gæstelærer på skolen.

Derudover har han sideløbende skabt flere film, herunder dokumentaren Soviet Bus Stops. Filmen var nomineret til en Robert-pris ved uddelingen i 2024 i kategorien Årets kortfilm: Dokumentar.

Tumultarisk periode på Den Danske Filmskole

Den nu tidligere rektor for Den Danske Filmskole, Tine Fischer, tiltrådte stillingen i 2021 som følge af en tumultarisk periode på skolen, hvor Vinca Wiedemann endte med at gå af som rektor.

Her mente eleverne, at undervisningen var blevet for akademisk og var utilfredse med, at en ansat på skolen var blevet hjemsendt.

Eleverne blokerede derfor indgangen til skolen i 2019 og krævede rektorens afgang.

Den 22. november 2019 meddelte Kulturministeriet ydermere, at skolen ikke længere havde opbakning fra hverken elever, lærere og branchen. Derfor var det blevet besluttet, at Vinca Wiedemann skulle stoppe som rektor.

Bo Damgaard agerede som konstitueret rektor i perioden frem til, at Tine Fischer overtog i maj 2021.

Tine Fischer fratrådte stillingen som rektor 1. august, hvorefter faglærer på produceruddannelsen, Jonas Frederiksen, trådte til som konstitueret rektor.

Han vil fortsætte i rollen, indtil Kristoffer Hegnsvad tager over den 1. januar 2025.

Fire år efter Yahya Hassan døde, bryder hans familie tavsheden i bogen Familien Hassan. Her deler mor og søskende deres historie.

ONP.