Den danske kok Jan Cocotte-Pedersen, der var en af foregangsmændene i dansk gastronomi, er død – 74 år gammel.
Det oplyser hans datter til Ekstra Bladet.
Hans restaurant La Cocotte – på dansk kasserollen – var i 1983 blandt de første i Danmark til at få en michelinstjerne.
Cocotte-Pedersen var ramt af kræft og døde onsdag efter kort tids sygdom, fortæller Maria Kolt Pedersen til avisen.
– Det er gået virkelig hurtigt, og det har været et hårdt forløb. Så det er godt, han har fået fred, siger hun.
Jan Cocotte-Pedersen var den første dansker til at få guld ved det uofficielle kokkeverdensmesterskab, Bocuse d’Or, i 1989.
Mellemnavnet tog han efter sin restaurant, som han byggede op i rejsekongen Simon Spies’ Hotel Richmond.
Der blev den dog ikke ved med at ligge. I 1990 flyttede han La Cocotte ud af centrum og blev chef for en kæde af samme navn.
Det var dog for en kort periode, da den finere madlavning igen trak, og han genvandt i 1997 en michelinstjerne til Søllerød Kro.
Siden blev han krofatter på Elverdamskroen i Tølløse på Midtsjælland.