Tidslinje i Præstø-sagen
Tirsdag 11/10: Et stort antal politibetjente med hunde kommer til Præstø. Beredskabsstyrelsen er også til stede. Der sendes droner op og gummibåde i vandet. Politiet finder afdød mand på Svanevej i Præstø og fortsætter eftersøgningen natten igennem.
Onsdag 12/10: Politiet offentliggør, at manden er død, og at de leder efter hans 30-årige kone samt deres 11 måneder gamle spædbarn. Politiet offentliggør foto af kvinden -men ikke navn. Derudover fortsætter de eftersøgningen.
Torsdag 13/10: Politi og redning fortsætter eftersøgningen. Politiet finder genstande i vandet, som kan have noget med sagen at gøre.
Fredag 14/10: Politi og redning inddrager helikopter i eftersøgningen, således at den nu både foregår til lands, til vands og fra luften. Politiet afspærrer desuden et skovområde seks kilometer fra Præstø, som de også gennemsøger.
Lørdag 15/10: Eftersøgning fortsætter. Politiet offentliggør et billede af en Skoda, og de skriver, at de er meget interesserede i at høre om denne Skodas færden tirsdag 4. oktober. Efterforskningsleder, Rune Nilsson, kan ikke komme ind på, hvorfor politiet er interesserede i denne Skoda. Bilen – som er årgang 2020 – er på dette tidspunkt i politiets varetægt.
Søndag 16/10 og mandag 17/10: Efterforskningen fortsætter til lands, til vands og fra luften:
Tirsdag 18/10: Politiet finder moderen og barnet dræbt i Næbskoven nær Præstø