Stormfloderne i oktober og december sidste år har indtil videre kostet godt en halv milliard kroner i erstatning.
Det siger Susanne Aamann, der er kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som er sekretariat for Naturskaderådet.
Indtil videre er der blevet udbetalt 509 millioner kroner i erstatning, men forventningen er, at det vil løbe op i 1,1 milliard kroner.
– Det er ikke til at sige, om det holder stik. Men det er forventningen nu, siger hun.
Tidligere lå stormen Bodil, der hærgede landet i 2013, på en førsteplads i forhold til det samlede erstatningsbeløb med et beløb på knap en milliard. Derfor må Bodil formentlig se sig slået.
Naturskaderådet erklærede stormflod i store dele af landet efter et voldsomt uvejr i oktober. Det samme gjorde rådet efter stormen Pia, der skyllede ind over landet omkring juledagene sidste år.
Skaderamte i de udpegede områder, hvor der har været stormflod, har mulighed for at søge om erstatning for skader som følge af de oversvømmelser, som stormfloden har medført.
En stormflod er en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet.
Der skal være tale om så høj en vandstand, at den forekommer sjældnere end hvert 20. år.