Christianitterne er chokerede og vrede, efter at en 30-årig mand blev dræbt af skud ved Pusher Street på Christiania lørdag aften. Flere andre blev såret.
Det fortæller talsperson for Christianias pressegruppe Hulda Mader.
– Jeg ved ikke, hvad udfaldet bliver. Men det er højst sandsynligt, at nu skal det lukkes, siger hun med henvisning til Pusher Street og hashhandlen på gaden.
– Vi har snakket med både stat og kommune, og der er en proces i gang. Nu håber vi, at den kan gå hurtigere, siger hun.
I august blokerede en gruppe christianitter Pusher Street. Blokaden fik justitsminister Peter Hummelgaard (S) til at melde ud, at christianitterne må stå sammen mod banderne.
LÆS OGSÅ: MAND LØSLADT EFTER CHRISTIANIA-DRAB
Det kan de også godt, mener Hulda Mader, men spørgsmålet er, om beboerne kan få banderne helt væk fra gaden og den lukrative hashhandel.
Der afholdes fællesmøde for christianitterne i Den Grå Hal søndag aften klokken 20.00.
To personer blev lørdag aften anholdt efter skuddrabet. Den ene blev løsladt natten til søndag, oplyser politiet på det sociale medie X, tidligere Twitter, søndag morgen. Den anden bliver fortsat afhørt og efterforsket.
LÆS OGSÅ: POLITIET HAR EFTERFORSKET SKUDDRAB PÅ CHRISTIANIA HELE NATTEN: GERNINGSMÆND STADIG PÅ FRI FOD
Skyderiet blev anmeldt lørdag klokken 19.25. To maskerede mænd affyrede flere skud og ramte flere personer, herunder den 30-årige mand, som mistede livet.
Ved en presseorientering sent lørdag aften fortalte ledende politiinspektør Poul Kjeldsen, at den dræbte mand har relation til rocker- og bandemiljøet.
Ekstra Bladet og B.T. skriver begge, at der skulle være tale om en mand fra Hells Angels.
Ifølge B.T. er der angiveligt tale om en såkaldt prospect i Hells Angels’ “Copenhagen”-afdeling. Manden skulle tidligere have været medlem af banden NNV.
Politiet har oplyst, at to mænd ankom maskerede til Christiania, hvor de løb ind i bygningen Stjerneskibet ved Pusher Street og affyrede skud.
Fem personer blev ramt. En var i kritisk tilstand, men blev efterfølgende meldt stabil, mens tre øvrige blev såret i mindre grad.
Efter skyderiet flygtede gerningsmændene på elcykler, og dem er politiet søndag på jagt efter.