Total kaos: Aflyser alle bybusser

Sneen har skabt total kaos på det danske veje. Det har nu resulteret i, at et busselskab har aflyst alle afgange

Der er ikke noget at gøre.

Nogenlunde sådan lyder det torsdag formiddag for Midttrafik, der har bedt alle deres chauffører om at køre i garage og derfor aflyst alle bybussers afgange i Aarhus.

Det bekræfter selskabet over for TV 2 Østjylland.

Midttrafik oplyser, at der er ‘total kaos’ på vejene, hvor busserne ikke kan komme frem og tilbage, mens biler holder på tværs af vejen.

Det er de store mængder af sne i Aarhus, der har resulteret i kaosset.

Det er på nuværende tidspunkt ukendt, hvornår Midttrafik optager driften af busserne igen.

SE OGSÅ: SE ‘TÆTTERE PÅ VIRKELIGHEDEN’ AFSNIT 5: POLITIET TRÆKKER TJENESTEPISTOLER PÅ STRØGET

Også andre steder i landet er der meldinger om store forsinkelser.

På Sjælland meldes der om store busforsinkelser på Vestegnen, København og Nordsjælland, mens der er store togforsinkelser på det meste af Sjælland på grund af sporskiftefejl ved Ringsted.