Brand på Lolland: Laden brændt ned – men stuehuset reddet

En brand har fuldstændig brændt en lade ned, men det lykkedes at redde stuehuset på en landejendom på Ullerslevvej i Avnede på det vestlige Lolland.

Beboerne slog selv alarm, da de hørte nogle gevaldige knald fra ladebygningen kl. 0.45 natten til onsdag.

“Stuehuset er reddet, men har fået en smule røgskader, men ladebygningen er brændt næsten helt ned, og taget er styrtet halvvejs ned i bygningen, så vi har også fået en kran ud for at fjerne de stålplader, som taget består af, så vi kan få efterslukket ordentligt,” fortæller indsatsleder Jens Rasmussen fra Lolland-Falsters brandvæsen til folketidende.dk

LÆS OGSÅ: Voldsom brand i Nakskov: Gård opslugt af flammer

Fire gasflasker nåede at eksplodere i laden, og det gjorde slukningsarbejdet mere besværligt.

Der var tre beboere til stede på gården, da branden brød ud. Den ene blev så psykisk påvirket, at vedkommende måtte køres på sygehuset. Men fysisk er der ingen, der er kommet noget til.

Vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udtaler til presse-fotos.dk, at arnestedet kan være et pillefyr, men det ved man ikke med sikkerhed endnu.

Politiet vil afvente en rapport fra brandinspektøren, inden de afgør, om de skal efterforske brandårsagen nærmere.