53-årig mand dræbt: Nu er to unge løsladt!

En kvinde på 21 år og en mand på 22 år er ikke længere varetægtsfængslede i sagen om drabet på en 53-årig mand i Vordingborg sidste år.

Det skriver Ekstra Bladet.

En 19-årig mand sidder fortsat varetægtsfængslet i sagen. Sigtelserne mod alle tre er opretholdt, fortæller Susanne Bluhm, som er anklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til avisen.

Alle tre nægter de sig skyldige i sagen.

Den 53-årige mand blev sidste år i oktober fundet dræbt i sit hus i Vordingborg. Han var ifølge politiet blevet stukket med kniv mindst 60 gange.

LÆS OGSÅ: Fire personer anholdt for drab i Vordingborg

Manden blev ifølge politiet sidst set i live, to dage før han blev fundet død.

Efter flere døgns efterforskning blev de tre unge anholdt i en koordineret indsats af politiet og fremstillet i grundlovsforhør. De har siddet varetægtsfængslet siden da.

For godt en måned siden foretog politiet nye undersøgelser ved Chr. Winthersvej, hvor den 53-årige mand blev dræbt, knap fem måneder efter drabet skete.

Det er uvist, hvad det var, som har fået politiet til at indlede nye undersøgelser i området omkring den 53-årige mands bopæl.

Efter fundet af den dræbte 53-årige søgte politiet i området med både hunde, droner og et “betydeligt antal politifolk, lød det fra politiet.