22. jul. 2022 - 16:49

40-årig dræbt på Djursland: Nu er endnu en mand varetægts-fængslet



Arkivfoto

En 37-årig mand blev fredag varetægtsfængslet for fire uger. Han er ligesom flere andre sigtet for drabet på den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen, hvis lig politiet fandt torsdag i et skovområde nord for Randers.

Ifølge amtsavisen.dk mistænker politiet den 37-årige for at skulle bortskaffe lig og beviser.

Den 37-årige valgte ikke at kære varetægtsfængslingen til landsretten. Han accepterede med andre ord varetægtsfængslingen.

Længden på varetægtsfængslingen er en lille smule interessant. Af de fire øvrige sigtede i sagen er de tre varetægtsfængslet – men kun for uger. Den sidste sigtede i sagen er løsladt.

LÆS OGSÅ: Det ER en drabssag: Politiet har fundet liget af den 40-årige

Ligesom de fire øvrige sigtede i sagen nægter den 37-årige sig skyldig i sagen.

Den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev meldt savnet torsdag i sidste uge.

Mandag blev hans udbrændte bil fundet nær Vivild på Djursland.

Tirsdag blev fire personer fra Nimtofte – ligeledes på Djursland – anholdt og sigtet for bl.a. manddrab.

Onsdag blev tre af de fire varetægtsfængslet.

Torsdag spærrede politiet et område i Gassum nær Spentrup nord for Randers af i timevis. Det var i den forbindelse, de fandt liget af Frank Dan Nørgaard Jørgensen. Og det var i samme forbindelse, de anholdt den 37-årige, som nu er varetægtsfængslet.

Politiets teori er, at Frank Dan Nørgaard Jørgensen er blevet udsat for grov vold, og at han efterfølgende er blevet kvalt med et reb.