30.000 unge er det seneste år endt på skadestuen efter druk

Arkiv foto – Presse-fotos.dk

I løbet af det seneste år har omkring 30.000 borgere i Danmark mellem 15-24 år været i kontakt med skadestuen efter alkoholindtag.

Det viser en særanalyse, som Statens Institut for Folkesundhed (SIF) har lavet for Kræftens Bekæmpelse. 

Forebyggelseschef hos Kræftens Bekæmpelse Mette Lolk Hanak kalder tallet chokerende. 

– Vi har godt vidst, at mange unge kommer i situationer, som de ikke bryder sig om, fordi de har fået for meget at drikke. Men jeg må sige, at jeg er rystet over tallet.

Ifølge hende handler det i høj grad om, at unge starter for tidligt med at drikke.

I de aktuelle tal angiver de unge ikke, hvilke slags skader de har pådraget sig:

– Men man må gå ud fra, at når de opsøger en skadestue, er det ikke for sjov, siger Mette Lolk Hanak.

Tidligere har SIF påvist, at der hver måned dør et ungt menneske efter alkoholindtag.

I dag er grænsen for at købe stærk spiritus 18 år, men 16-årige kan købe alkoholprodukter med mindre end 16,5 procent – eksempelvis øl. 

Sidste år foreslog den daværende S-regering at sætte grænsen for køb af al alkohol op til 18 år, og snart skal der være politiske drøftelser om forebyggelse.

Kræftens Bekæmpelse er af den klare overbevisning, at en sådan grænse vil nedbringe antallet af drukrelaterede ulykker markant.

– De politiske initiativer spiller bare en væsentlig rolle. Vi ved fra erfaringer i udlandet, at en 18-års-grænse er det allervigtigste, når det handler om at få ændret på det her.

– Det ligger øverst i den værktøjskasse, vi synes, politikerne skal tage i anvendelse, siger Mette Lolk Hanak og tilføjer, at det også vil bidrage til en kulturændring i unges alkoholforbrug.

Der er selvfølgelig en risiko for, at nogle unge vil finde en vej til at købe alkohol alligevel, erkender hun.

– Men for den store majoritet vil en 18-års-grænse betyde, at de ikke vil købe alkohol.