21-årig tilstår: Brød ind i villaer og sommerhuse på grund af narkogæld

Arkivfoto

I januar 2023 stod en 21-årig mand bag flere indbrud i villaer og sommerhuse i og omkring Vendsyssel. Sammenlagt blev der stjålet designermøbler for omkring 300.000 kroner.

Torsdag har manden tilstået at have stået bag indbruddene, da han modtog dommen i Retten i Hjørring. Her blev han dømt for otte indbrud og et indbrudsforsøg. Indbruddene er begået i Skagen, Ålbæk, Hjørring, Saltum og Sæby. Blandt tyvekosterne er der fundet Wegner stole, PH lamper og 7’er stole. Derudover er den 21-årige også dømt for at have stjålet udendørs PH lamper i Skagen.

LIGE NU LÆSER ANDRE: 22-ÅRIG FORSVUNDET I NEDTRYKT SINDSTILSTAND

Manden blev anholdt, da en patruljebil genkendte varevognen, som kørte med stjålne tyske nummerplader.

I retten har den 21-årige mand forklaret, at han var i stor narkogæld, og derfor begik han indbrud for at betale sin gæld af. Men det er ikke kun designermøbler, som manden har stjålet. Han er også dømt for at have stjålet tankkort og flere nummerplader fra flere andre biler.

LÆS OGSÅ: TO BILER KØRER FRONTALT SAMMEN: VEJ SPÆRRET

Han valgte at modtage dommen på et år og tre måneders ubetinget fængsel.