21-årig mand fik rabat for voldtægt: Hun sov!

Foto: Østjyllands Politi

En 21-årig mand blev mandag idømt halvandet års fængsel for voldtægt af en 20-årig kvindelig bekendt. Han fik rabat, fordi ofret sov, da han voldtog hende.

Kvinden og manden mødte hinanden i byen en aften i juni i år, og de tog efterfølgende hjem til kvindens lejlighed i Randers. Ifølge kvindens forklaring gjorde hun det fra start klart, at de skulle sove hver for sig. Hun afviste flere gange den 21-åriges tilnærmelser, inden hun lagde sig til at sove på sofaen. 

Her vågnede hun pludseligt ved, at den 21-årige var trængt op i hende, og hun fjernede sig derfor hurtigt fra sofaen og anmeldte kort efter sagen til politiet.  

De to parter havde hver deres historie, men retten lagde vægt på det, som kvinden forklarede – især fordi hun kunne fremvise et antal elektroniske beskeder fra selve aftenen, hvor hun klart havde afvist, at hun ville have sex med den 21-årige mand.

LÆS OGSÅ: Ældre kvinde død efter ræs: To unge er varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab

“I denne sag var retten enig med anklagemyndigheden i, at forurettede afgav en særdeles troværdig forklaring, og at den blev understøttet af andre beviser,” udtaler specialanklager Jesper Rubow.

Over for amtsavisen.dk tilføjer han, at den 21-årige fik rabat, fordi han havde voldtaget den 20-årige kvinde, mens hun sov.

“Det er paradoksalt, at man i voldtægtssager får en lavere straf, hvis offeret sover under voldtægten, end hvis hun er vågen. Specielt i den her sag, hvor hun har afvist sex forud for. Mit synspunkt er, at der ikke var noget samtykke forud for, og så får man en strafmæssig rabat for at foretage en voldtægt, når hun sover.”

Den 21-årige nægter sig skyldig, og han har anket dommen til Vestre Landsret.