Myndighederne fandt ulovlige nikotinprodukter, bananfluer og tegn på skimmelsvamp i slushicemaskiner.
Under en aktion i starten af oktober fandt myndighederne fejl og snyd i 21 ud af 22 kiosker i København.
Det oplyser Skatte- og Vækstministeriet i en pressemeddelelse.
Kontrolaktionen afslørede blandt andet ulovlige varer – heriblandt 1050 ulovlige nikotinprodukter, 352 e-cigaretter og 50 kilo spiritusprodukter.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Kioskerne, der fik besøg, er udvalgt efter kriterierne risiko og væsentlighed.
I en kiosk blev der fundet tegn på skimmelsvamp i slushice- og softicemaskiner, mens der i en anden fløj bananfluer ved bland-selv-slikket.
Under aktionen blev der fundet mere end 341.800 kroner i kontanter. Alene i én kiosk blev der fundet 149.000 kroner fordelt i tre pengeskabe.
Derudover blev en kiosk lukket på stedet, fremgår det af meddelelsen.
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) kalder det provokerende, at så mange kiosker ikke følger reglerne.
– Når myndighederne finder fødevarer mellem senge og parykker, bananfluer ved fødevarerne og kiosker, der må lukkes på stedet, så fortæller det mig én ting, udtaler ministeren i meddelelsen og fortsætter:
– Der er en pilrådden kultur i store dele af kioskmiljøet, og vi skal fortsætte den hårde og målrettede kontrol.
Kontrolaktionen blev udført i et samarbejde mellem Skattestyrelsen, Fødevarestyrelsen, Erhvervsstyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet. I alt deltog 71 personer.
Kontrolaktionen i København er den femte fælles myndighedsindsats mod kiosker i år.
De samlede erfaringer fra aktionerne viser, at særligt regler om skat, afgifter, fødevaresikkerhed og nikotinprodukter fortsat ikke overholdes i flere kiosker.
Kioskerne, som fik besøg den 6. oktober, ligger i de københavnske bydele Nørrebro, Vesterbro, Amager, Nordvest og Indre By.
I meddelelsen oplyses det, at myndighederne følger op i de berørte kiosker med blandt andet yderligere tilsyn og regnskabskontrol.
RITZAU
Interesserer du dig for politik? Meld dig ind vi debatgruppen på Facebook: https://www.facebook.com/groups/1221596540153888.